Cykelture i Naturlandet og Naturparken
Udgivelse af cykelkortet
Ved årsskiftet 1997/98 udkom et cykelkort over Naturparken og Naturlandet, som er udarbejdet
af Foreningen Naturparkens Venner i samarbejde med Naturlandets Turistforening, med
rådgivning fra Naturgruppen i Værløse. Kortet er udgivet af Birkerød (nu Rudersdal), Farum og Værløse (nu Furesø), Stenløse
(nu Egedal) og Friluftsrådet, og trykt i 20.000 eksemplarer i et
professionelt layout.
Få fat i cykelkortet
Kig efter cykelkortet på bibliotekerne i ovennævnte kommuner eller biblioteker.
Du kan også sende 15 kr. i frimærker til:
Foreningen Naturparkens Venner, Sekretariatet, Østergade 1, Ganløse, 3660 Stenløse.
Husk at skrive fuld navne og adresse. Mærk kuverten: Cykelkort
Naturlandet
Naturlandet består af en række attraktive og uspolerede naturområder nær
Københavns centrum - mange af stor geologisk og biologisk interesse. Naturlandet
begynder ved Sjælsø, Rude skov og Furesøen og glider i vest over i Naturparken mellem
Farum og Slangerup. Naturlandet dækker derved følgende områder og lokationer: Farum Sø,
Ryet, Søndersø, Hareskovene, Nørreskov, Furesø, Vaserne, Ravnsholt, Rude skov og Sjælsø.
Naturparken mellem Farum og Slangerup
Naturparken er det største sammenhængende område - 50km2 uden større by- og
trafikanlæg. De smukke, kuperede landskaber skyldes istiden, som har dannet
de karakteristiske tunneldale, herunder den fredede Mølleådal med Buresø, Bastrup Sø,
Farum Sø og Furesøen.
Egnen er rig på kulturhistoriske minder, middelalderkirker og gamle
landsbymiljøer.
Cykelruterne
Det smukke område er ideelt til cykelture med mange stier og ubefærdede
veje. De trafikerede veje har ofte cykelsti. I cykelkortet er beskrevet 7
rundture, som omfatter det meste af Naturlandet og Naturparken. På alle
ture er landskabet en blanding af skov, sø, mose, eng og åbent land.
Rundturene er sammenhængende, så etaperne kan kombineres på et utal af måder.
Man kan derfor undervejs ændre turens længde efter tid, kræfter og vejrlig.
Ruterne markeres normalt ikke med skilte.
Ruterne er i videst muligt omfang ført ad stier uden trafik, hvilket kan
medføre enkelte forhindringer, hvor man må trække cyklen, og ujævne
grusstier - især i skovene. Ruterne er derfor ikke velegnede til
racercykler og cykelanhængere. De fleste steder er det alternativt
muligt at køre ad nærmeste bilvej.
Ruterne er hver på 20-25 km. Hele tursystemets omkreds er næsten 100 km. Den korteste
runde varer omkring 1 time, men der er herudover markeret en del genveje.
|
Cykelkort menu |
|
|
Tur 1  Slagslunde - Ganløse Eged - Jørlunde |
Tur 2  Ganløse - Bastrup Sø - Slagslunde |
Tur 3  Farum - Ganløse Orned - K. Værløse |
|
Tur 5  Farum - Farum Sø - Værløse |
|
Tur 7  Birkerød - Rude Skov - Sjælsø |
|